Danseworkshop med fokus på det feminine og sensuelle søndag d. 14. maj 2017 // UDSOLGT

Kl. 13-17 på Gotved Instituttet, Vodroffsvej 51, Frederiksberg

Hvornår har du sidst tilladt dig selv at være fræk, forførende og flirtende? 
Uden at du dømte dig selv? 
Uden at du skammede dig efterfølgende? 
Uden at du var fuld? 

Igennem dans, samtale og oplæg dykker vi ned i hvorfor det tit for os kvinder kan være svært at tappe ind i det feminine og sensuelle. Hvorfor det nogen gange er meget nemmere at fordømme andre kvinder og særligt os selv. 
Vi dykker ned i temaer som skam og skyggesider. 
Igennem dansen leger vi med de feminine, frække og forførende elementer og ikke mindst det at være i vores sansende krop, som vi nogen gange glemmer, fordi det tit ender nederst på todo listen. 

Skal jeg kunne danse? 
Workshoppen kræver ikke danseerfaring. Vi arbejder både med fri og kreativ dans og groove dance, som er verdens enkleste og nemmeste dansetime. 
Vi danser ind og ud imellem hinanden og der er ingen spejle. 
Det handler nemlig ikke om hvordan du ser ud og hvordan du danser, men om at give plads til dig selv, også som en sensuel, fræk og sansende kvinde. 

Skal jeg være sexet inden jeg kommer?
Du behøver ikke komme ind af døren som den vilde femme fatale der ligger hele lokalet ned i selvsikkerhed og frække moves. 
Men der er en 'risiko' for at du går ud af døren og er noget mere flirtende og fyldt med energi. 

Skal jeg danse i fire timer? 
Nej, det skal du ikke. Workshoppen varer fire timer, for at have god tid til både at danse, åbne op, samtale og gå dybere. 

Du får serveret frugt og snacks undervejs. 

Prisen inkluderer: 
- 4 timers workshop med kompetent underviser 
- Snacks og frugt undervejs 
- Gratis parkering 
- Mulighed for at sælge/give din billet væk, hvis du bliver syg eller på anden måde forhindret 
- Billet- og kreditkortgebyr 

Workshoppen koster 410,-. 
Du bestemmer selv om du vil betale det hele på én gang, eller om du vil dele beløbet op over to gange mod et mindre gebyr. 
Billetter refunderes ikke og ombyttes ikke til andre dage.