Dans for dollars i Aarhus med Kirk Rønler ❤ Indsamling til Muskelsvindfonden

Onsdag d. 6. december kl. 16.30 - 19.30 i DGI Huset, Værkmestergade 17, 8000 Aarhus C

Elsker du at danse, have det sjovt og donere penge til et godt formål samtidig?
Hvis ja, så spænd danseskoene og tag dit gode humør med til en aften, som handler om at have det sjovt og samle penge ind til Muskelsvindfonden. 

Program: 
16.30 Du er velkommen - dørene åbner
17.15 Dans for dollars
18.45 Pause
19.00 Lodtrækning med vinderne i det store Dans for dollars lotteri med de fedeste gaver
19.30 Tak for i aften

Hvad skal vi?
Vi skal groove, du ved med smil på læben, sved på panden og bobler bankende rundt i kroppen.
På den fede måde, hvor alle kan være med! 

Hvad er groove dance? 
Det er verdens nemmeste dans, hvor der er plads til forskelle. 
Det kræver ingen erfaring, eller at du har en indre Nikolaj Hübbe for at være med.  
Der er intet facit, spejle og trinene er så simple at alle kan være med.
Vi danser ind og ud imellem hinanden, ligesom du kender det fra byen.
Og skulle du misse et dansetrin, er der ikke nogen Anne Laxholm-type, der kommer og prikker dig på skuldrene og siger du skal gå. 

Jamen, hvad kræver det så?
At du har lyst til at have det sjovt.  
Vi sørger for røvhyggelig stemning, og en af Danmarks uden tvivl allerbedste groove undervisere, så du er i trygge hænder og kan slå dig løs.  
Kirk Rønler er både anerkendt foredragsholder og danselærerinde, rost for at skabe unikke oplevelser, for dig der danser med, igennem spas, nærvær og tryghed. 
Både herlige mænd og flotte kvinder kan deltage. 
Du skal være fyldt 16 år for at deltage. 

Hvad går pengene til?
Muskelsvindfonden er en forening skabt af mennesker med muskelsvind. Vores vision er at skabe plads til forskelle, og derfor arbejder vi både for, at mennesker med muskelsvind og deres familier kan leve et aktivt liv, og for at samfundet værdsætter og respekterer handicap som en del af mangfoldigheden. 

Vi samler penge ind, mens vi samler på oplevelser, og vores mest kendte indsamlingsaktiviteter er Grøn og Cirkus Summarum.

Pengene går blandt andet til: 
❤ Sommerlejre for familier, børn og unge med muskelsvind
❤ Politisk arbejde for at forbedre levevilkår for mennesker med handicap 
❤ Initiativer der skubber til fordomme gennem debat, videoer og andre kommunikationsindsatser

Se mere på Muskelsvindfonden.dk

Alle penge går ubeskåret til Muskelsvindfondens aktiviteter. 

Dans for dollars lotteriet 
Vi er så heldige at flere virksomheder har valgt at sponsere gaver til dagen. 
Det er alt fra oplevelser, keramik, kunst, vin, tøj og meget mere. 
Du kan derfor på dagen købe lodder til en favorabel pris og være med i lodtrækningen. 

Hvilken billet skal du vælge? 
Det bestemmer du selv. 
Du får samme oplevelse hvis du kommer. Har du lyst til at donere lidt ekstra så vælg 'jeg flotter mig' eller 'jeg går all in' billetten. 
Kan du ikke komme, siger vi mange tak, hvis du har lyst til at støtte med 99,- eller 149,- ❤ 

Handicaptilgængelighed: 
Der er fuld tilgængelighed og toiletter. 
Har du handicaphjælper med, kommer han/hun selvfølgelig med gratis. 
Blot bekræft at du har en hjælper med, når du modtager velkomstmail, så sørger vi for at registrere vedkommende.